På Knivholt afholdes der et væld af forskellige aktiviteter, og de besøgende tiltrækkes af alt fra kulturelle arrangementer til kurser og kunstudstillinger.
Knivholt vil gerne være først i rækkerne, når det gælder miljørigtig energi. Derfor har Knivholt indledt et samarbejde med energivirksomheden Green Source og Energibyen Frederikshavn om at etablere et demonstratorium for vedvarende energiløsninger.
Det betyder, at Knivholt skal være udstillingsvindue for forskellige miljørigtige teknologier, der samtidig skal forsynes herregården med vedvarende energi. Indtil videre er der etableret jordvarme, solceller og indvendig isolering. Fremadrettet håber Knivholt at få lov til at etablere vindmølle og test til søvarme.
Demonstratoriet indgår i rammerne ved Knivholt, som årligt har ca. 70.000 besøgende. Det betyder, at Demonstratoriet allerede fra begyndelsen har en stor potentiel målgruppe, da projektet naturligt indgår i områdets øvrige aktiviteter.
Projektet tager udgangspunkt i udvikling af lokale muligheder og styrker, ny teknologi og samarbejde med det lokale erhvervsliv, idet formålet med demonstratoriet også er at give lokale virksomheder et udstillingsvindue til egne produkter og ydelser.