Søgefelt


Byens Elteknik hjælper med varmepumpen

Foto: Christian Carlsen, Byens Elteknik, Østervrå

En varmepumpe er et energisparende alternativ, hvis du opvarmer din bolig med olie, el eller naturgas og bor i et område uden fjernvarme. En varmepumpe giver både et bedre indeklima og en besparelser på energiregningen. Christian Carlsen fra Byens Elteknik, Østervrå, forklarer om varmepumpens funktioner:

”En varmepumpe udnytter energien fra omgivelserne til at producere varmeenergi til boligen. Den tager varme fra for eksempel luft eller jord og overfører den til boligens varmekilder som radiatorer eller gulvvarme, men den kan også blæse varmen direkte ind i boligen som varm luft. Der findes forskellige typer varmpumper: jordvarme, luft til vand og luft til luft.”

De forskellige pumpetyper

Et jordvarmeanlæg henter varme fra jorden under boligens græsplane og benytter dette til at opvarme boligen. Et jordvarmeanlæg kan erstatte et olie- eller gasfyr og er velegnet til helårshuse. Det kræver dog vandbårne radiatorer eller gulvvarme.

Luft til vand er også velegnet til helårshuse og kræver ligeledes vandbårne radiatorer eller gulvarme. Luft til vand giver både rumvarme og brugsvand, men kræver plads til installation af en udendørs del, der kan støje. Både jordvarme og luft til vand er en større investering, men vil over tid give besparelser på energiregningen.

Den sidste pumpetype er luft til luft, som primært egner sig til sommerhus eller som supplement til anden varmekilde. Det kan for eksempel være et billigere alternativ til elvarme. Ligesom luft til vand kræver denne type en udendørs del, hvor der kan forekomme svag støj. Luft til luft giver rumvarme, men kan dog sjældent opvarme alle husets rum.

Overvejelser inden køb af varmepumpe

Hvilken type varmepumpe, der passer bedst til din bolig, kommer altså an på en række forhold. Det kan derfor være en god ide at tale med en professionel. Christian Carlsen, giver et par gode råd med på vejen:

”Varmepumper fås i mange forskellige typer og prisklasser. Det er derfor vigtigt at kigge på, hvilket behov man har, og hvad formålet er med at installere en varmepumpe. I forhold til det økonomiske skal man også forholde sig til, hvor meget man er villig til at investere, hvor stor en besparelse man ønsker og hvor hurtigt besparelsen skal kunne mærkes.”

Overvejer du at installere en varmepumpe, kan du med fordel kontakte en elektriker, som kan hjælpe dig både med vejledning og installation. Du kan desuden læse mere på www.varmepumpe-guide.dk, hvor du kan se forskellige typer pumper og priser. 

Forfatter: 
Maria N. Lundsgaard - 10. august 2017