Søgefelt


Crestwing bølgeenergi modtager investering

Foto: Crestwing

Det er en god dag hos Crestwing i Sæby. Bølgeenergiprojektet har nemlig modtaget en investering på 500.000 kr.

Crestwing er i gang med de sidste forberedelser til at kunne søsætte halvskala modellen Tordenskiold, der skal virke som et demonstrationsanlæg for den videre udvikling af bølgeenergiteknologien. Projektet har dog været ramt af mangel på økonomiske midler, hvorfor den nye investering er en rigtig god nyhed.

”Denne investering bringer optimismen tilbage i Crestwing og gør det muligt for os at arbejde videre mod en søsætning af halvskala anlægget. Vi er desværre ikke helt i mål med det økonomiske endnu, men vi har lovning på yderligere 300.000 kr andet sted fra.Jeg håber disse investeringer bærer os videre i den rigtige retning og kan afføde en investering til selve søsætningen”, forklarer Direktør i Crestwing, Ruth Bloom.

Mangler stadig investorer

I Energibyen vækker den private investering også stor optimisme. Bahram Dehghan, Chefkonsulent siger:

”Det er meget glædeligt at arbejdet med søsætningen af anlægget nu kommer endnu tættere på at være en realitet. Der er et stort vækstpotentiale i videreudviklingen af bølgeenergiteknologien, som kan blive et vigtigt element i jobskabelse og en fossilfri fremtid – både lokalt i Frederikhavn Kommune, men også på globalt plan.”

Todenskiold-modellen ligger i en produktionshal i Sæby, hvor der arbejdes på de sidste foranstaltninger, inden en søsætning kan ske. Det forventes at demonstrationsanlægget kan søsættes til foråret ud for Strandby, men dette er altså afhængigt af at projektet finder yderligere investorer. 

Forfatter: 
Maria N. Lundsgaard - 18. oktober 2017