Søgefelt


Energibyen deler erfaringer om energilån i Sverige

Foto: Linnæus Universitet

Energibyen var denne uge inviteret til seminar og workshop omkring research om organisering og finansiering af energirenoveringer i boligsektoren på Linnæus Universitet i Sverige.

Bahram Dehghan, Chefkonsulent i Energibyen, præsenterede Energibyens arbejde med hvordan organisering af nøgleaktører og finansieringsmodeller kan øge borgernes motivation til at energirenovere. Energibyen har arbejdet med at oplyse om og motivere til energirenovering i en årrække, da det er essentielt for at opnå Frederikshavns Kommunes mål om at være på 100% vedvarende energi i 2030.

”Energibyens udvikling af energilån og erfaringer med at motivere boligejere til at energirenovere har stor interesse for andre inden for samme felt, da det er svært at bryde igennem til boligejerne. At holde oplæg på et seminar og deltage på en workshop som denne er derfor vigtig for, at vi i fællesskab kan blive endnu bedre til at motivere til den grønne omstilling og dermed skabe en mere bæredygtig fremtid samt vækst.”, forklarer Bahram Dehghan.

Udviklingen af de såkaldte ’energilån’, er et samarbejde med banker og finansieringsinstitutter, der uddanner de ansatte som energilångivere med kompetencer til at give kunderne energividen, når de kommer i banken for at låne til fx ombygning eller renovering. Samtidig får kunderne mulighed for at låne til favorable renter.

Deltagerne på seminaret og workshoppen kom fra hele Skandinavien og var både studerende, forskere, offentlige embedsmænd og andre med særlig interesse for bæredygtig energirenovering.

”At være oplægsholder på et seminar og medvirke på en workshop som denne er utroligt vigtigt for os i Energibyen, da vi ikke blot fortæller om egne erfaringer, men også kommer hjem med nye nationale og internationale kontakter og muligheder for samarbejde. Jo mere viden vi kan tage med hjem, jo bedre kan vi hjælpe kommunens borgere og virksomheder gennem den grønne omstilling og vækst,” afslutter Bahram Dehghan. 

Forfatter: 
Maria N. Lundsgaard - 6. oktober 2017