Søgefelt


Energibyen ruller kontoret ud

Giv dit hjem – og hele dit kvarter - et løft. Mød Energibyen, en arkitekt og en energirådgiver lørdag 9.februar mellem 10 og 13 på Idrætsvej i Frederikshavn. Alle er velkomne til at besøge os for gratis rådgivning i det rullende kontor.

Det gør en forskel for både varmen i dit hus, for økonomien og for udledningen af Co2, hvis du kigger hjemmet efter i fugerne med energibriller på. Men hvad kigger du efter, og hvordan udbedrer du det, du finder? Det kan Energibyen Frederikshavn hjælpe dig med at finde ud af.

”Vi ruller vores kontor ud til folk, hvor de bor, så de kan få rådgivning til, hvordan man kommer i gang. Hvis man fx drømmer om nyt køkken, vil spare på varmeregningen eller har planer om at bygge om, så kan det betale sig at tænke energirigtige løsninger ind fra begyndelsen,” siger Bahram Dehghan, chefkonsulent i Energibyen Frederikshavn.

Denne gang er det grundejerforeningen Flade Engvej Vest Frederikshavn, som får besøg af det rullende kontor fra Energibyen. Her kan man møde op og få rådgivning, der kan medvirke til at løfte både ens eget hus men også hele kvarterets værdi. Sammen med grundejerforeninger, boligforeninger og andre interessenter er der nemlig fokus på, at hvis man går sammen om indkøb, håndværkere etc, så er der mulighed for at opnå rabat. Alt det og meget mere fortæller Energirådgiver Bo Bechfeldt fra Forsyningen og Søren Overbeck Nielsen fra det lokale firma TømrerArkitekten om i det rullende kontor. De er klar til at yde uforpligtende rådgivning til alle interesserede på Idrætsvej i Frederikshavn lørdag d. 9. februar 2019 mellem 10-13.

Energirådgiveren og arkitekten kan hjælpe med at sikre helhed i moderniseringsprojekter, og Energibyen Frederikshavn er klar med sit netværk af håndværkere, pengeinstitutter og samarbejdspartnere, der kan hjælpe til at drømmen går i opfyldelse.

”Der er mange penge at spare, hvis huset er tilstrækkeligt isoleret, har LED-belysning, lavenergi-vinduer m.m. Og hvis du alligevel skal i gang med nyt køkken eller bad, så kom og få en snak. Det kan være tid, der er godt givet ud,” siger Bahram Dehghan.