Søgefelt


Energilån virker – i hele Europa

Energibyen Frederikshavns opfindelse, Energilånene, går sin sejrsgang i Europa. I en netop udkommet guidebog med bæredygtige løsninger, er energilånene, som mange borgere i Frederikshavn Kommune allerede kender, fremhævet for at skabe resultater i den grønne omstilling.

Flere og flere europæiske byer deler visionen om at blive uafhængig af ”sort energi”. Overalt i Europa er det forbruget i hjemmet, der udgør den største energisluger. Derfor virker konceptet Energilån, der også kaldes den Frederikshavnske finansieringsmodel, rigtig godt. Energilånet er udtænkt af Energibyen i Frederikshavn Kommune, der har identificeret det store potentiale for at spare energi og reducere CO2 udledning, hvis man inddrager borgerne og sandsynliggør deres privatøkonomiske gevinst for dem. Energilånet er i al enkelhed et samarbejde med banker og finansieringsinstitutter, der uddanner de ansatte som energilångivere, med kompetencer til at give kunderne energividen, når de kommer i banken for at låne til fx ombygning eller renovering. Samtidig får kunderne mulighed for at låne til favorable renter. Idéen har Energibyen udbredt gennem EU-projektet, Infinite Solutions, der er 10 europæiske byers energisamarbejde. Byerne har arbejdet med bæredygtige løsninger til finansiering af energirenovering i private ejendomme. Tidligere har man talt om tilskud og kommunale lånemuligheder, men den Frederikshavnske finansieringsmodel fremhæves netop for samarbejdet med den private sektor. Og derfor anbefales Energilånet nu i en guidebog med løsninger til den grønne omstilling:

”Energibyen har en praktisk tilgang til den grønne omstilling, og der åbner Energilånene nye muligheder for husejerne. Det er dem vi skal have fat på, for at flytte noget. Vi har etableret samarbejdet om Energilån med de lokale banker og sparekasser ud fra to forskellige grunde. For det første fordi, vi lader banken være udlåner, kommuner har jo ikke midler til den slags. For det andet vil vi gerne træne lånerådgiverne til at tænke på energi og åbne husejernes øjne for betydningen af deres forbrug i verdens samlede CO2 udledning. At man sparer penge samtidig, er en bonus,” siger Bahram Dehghan, chefkonsulent, Energibyen, Frederikshavn Kommune. Han har netop præsenteret resultatet på en konference i Bruxelles.

Banker spiller med

Energilånene genererer nye arbejdspladser i byggesektoren, blandt lokale håndværkere og medvirker til den grønne vækst. Den Frederikshavnske model er allerede taget i brug i Bordeaux (Frankrig) og Parma (Italien). Herhjemme har Energibyen etableret samarbejde med otte nationale banker, der er repræsenteret i lokalområdet. Nord Jyske Bank, Jyske Bank, Spar Nord Bank, COOP Bank, Sparekassen Vendsyssel Bank, Nykredit Bank, Arbejdernes Landsbank og Danske Bank:

”Når kunderne kontakter os med planer om ombygninger, tilbygninger og så videre, så er vi opmærksomme på at inddrage energiforbedringer i snakken. Det er ikke altid, at kunderne selv har tænkt de muligheder. I Danske Bank viser vi kunderne mulighederne via forskellige værktøjer, og det er medvirkende til at gøre processen lettere for kunderne, og give en bedre kundeoplevelse,” siger Per Højsgaard, filialdirektør, Danske Bank, Frederikshavn. Per Højsgaard deltog også i præsentationen i Bruxelles.

FAKTA:

http://www.energy-cities.eu/spip.php?page=infinitesolutions_en

For yderligere oplysninger kontakt:

Bahram Dehghan, chefkonsulent, Energibyen, Frederikshavn Kommune, +45 9845 6332

Per Højsgaard, filialdirektør, Danske Bank, Frederikshavn Afdeling, +45 4512 5410