Søgefelt


Europæiske energibyer samlet i Frederikshavn

Opskriften på en kommunal energiomlægning indeholder både vilje og viden, og de næste to dage skal resultatet vises frem, når deltagere fra forskellige EU-lande mødes for at lære af, hvordan Frederikshavn Kommune skaber værdi

i at udvikle sig fra sort til grøn energi-kommune.

At det haster med at omstille den europæiske energiforsyning er eksperter, politikere og forbrugere enige om. Men selvom EU netop har offentliggjort en ambitiøs klimaplan, så er det stadig et åbent spørgsmål, hvordan det præcis skal ske. Et EU-projekt, der begyndte i 2018, har afsat fire år til at komme med bud på mulighederne for grøn omstilling i 27 byer over hele Europa. I dag og i morgen er repræsentanter for 11 millioner europæere derfor samlet i Frederikshavn for at diskutere de foreløbige resultater. En ting er sikkert, der er tilslutning til at handle, og gæsterne vil i Frederikshavn blive præsenteret for, hvordan energioptimeringen helt konkret bliver grebet an i et af de lande, der er langt fremme i den grønne omstilling, Danmark:

”På energiområdet er Frederikshavn en af de mere fremsynede kommuner, der realiserer de ambitiøse energi- og klimaplaner. For os andre er det vældig inspirerende at finde ud af, hvordan man griber det an, når klimaaftrykket skal sættes ned i en by eller en kommune,” siger Vedran Horvat, managing director of Institute for Political Ecology i Kroatien og en af deltagerne i mPower, som EU-projektet hedder.

”Projektet går ud på, at vi skal lære af hinanden, og vi er selvfølgelig glade for, at de andre byer har valgt os som leading city og vil komme til os. I Energibyen Frederikshavn har vores fokus siden 2007 været at energioptimere hele kommunen, og på det nære plan er det kommunerne, der med de rette vilkår, sidder med nøglen til den grønne omstilling. Vi deler meget gerne ud af vores erfaringer, både som myndighed og gennem vores tætte kontakt til virksomheder og borgere. Og så vil vi naturligvis gerne høre om nye ingredienser til opskriften på en succesfuld omstilling fra de øvrige partnere,” siger Bahram Dehghan, chefkonsulent, Energibyen Frederikshavn.

Mødet i Frederikshavn skal bringe de deltagende europæiske byer nærmere, hvordan man kommer i mål med EU’s klimamål for 2050, og gæsterne forventer at få både set, hørt og oplevet på nært hold hvilke tiltag, der virker i Frederikshavn Kommune, og som samtidig har et demokratisk sigte til gavn for borgerne, fx overskudsvarme som fjernvarme, biogas-busser og energirenovering af både den kommunale og private boligmasse.

”Vi kommer til Frederikshavn for at lære mere om energieffektivitet, og hvilken rolle den grønne omstilling spiller i den fremtidige udvikling af kommunen. Derudover glæder vi os til at høre mere om, hvordan borgerne i kommunen involverer sig i arbejdet med energioptimering,” siger Vedran Horvat.