Søgefelt


Hop på bølgen: Del, lån og lej

Det handler om at få tingene til at leve længere. Danskernes forbrug af deletjenester stiger, og for hver fjerde af os er de en fast del af hverdagen. Hvis du er en af dem, der endnu har din første deletjeneste til gode, og du ikke bruger din båd, campingvogn eller trailer hele sommerferien, så kan du springe på deleøkonomien nu. Potentialet i at låne eller leje sig frem til forbrugsgoder, man sjældent bruger, er stort. Men selvom for eksempel bilen ikke er klimaets bedste ven, og det er bedre at tage offentlig transport eller cykle, så kan man kan have brug for den for at komme på job i en geografi som Frederikshavn Kommune:

 

”Transport et af de parametre, som det giver mening at have fokus på. Pendlere ind og ud af kommunen udgør en af de målgrupper, der har deleøkonomisk potentiale, og hvor hver enkelt kan mindske klimaaftrykket ved, at de finder sammen og fylder alle bilens sæder, når de kører til og fra arbejde. Men for os alle gælder det, at ved at se nærmere på eksempelvis boligens udstyr, så kan vi finde frem til noget, vi kan dele eller leje ud,” siger Poul Rask Nielsen, projektchef, Energibyen Frederikshavn Kommune.

Hvad deler du?

Der er nemlig nærmest ingen grænser for, hvad det kan lade sig gøre at dele og udleje. Alt mellem himmel og jord, fra brætspil over motorsave til babysenge. De meget populære kategorier, delebil og overnatning, har godt fat i Frederikshavn Kommune, hvor el-delebilerne har plads i Midtpunkt Frederikshavn og Sæby Strandpark. Og både Skagen og Frederikshavn er med i top-ti over flest overnattende AirBnb gæster. Men om der også bliver rift om de nyere påhit inden for deleøkonomiske tjenester, hvor man lejer hverdagsgarderoben, kæledyret eller en person at gå ud og spise med, er ikke let at spå om, mener Poul Rask Nielsen:

”Det må vi vente og se. Det der er væsentligt her og nu er, at markedet for låne, leje og dele er i rivende udvikling, og at vi her i Frederikshavn Kommune skal med på bølgen. Vi vil gerne inspirere borgerne til både at bruge dem, og selv finde på nye områder, der kan udvikles. Hvis nogen har behov for sparring eller idéudvikling i den forbindelse, så er man altid velkommen til at kontakte Energibyen Frederikshavn Kommune. For hver gang vi gør noget, så nedsætter vi vores klimaaftryk. Det er vigtig at slå fast, at det selvfølgelig kun sker, hvis man ikke bruger de eventuelle penge man tjener på mere forbrug.”

Delemarkedet er i konstant forandring. Men for borgerne i Frederikshavn Kommune er for eksempel boatflex, camptravel og nabotrailer bud på lette løsninger i hverdagen, der kan have både økonomiske og miljømæssige effekter i form af bedre ressourceudnyttelse af båden, campingvognen eller traileren, hvis og når den ellers bare står i indkørslen.

Boatflex.com

Nabotrailer.dk

Camptravel.dk