Søgefelt


Innovative løsninger skaber en lys fremtid for Nordtronic

Foto: Nordtronic

Den lokale virksomhed Nordtronic skaber vækst gennem energisparende belysningsmuligheder og er klar til at vokse yderligere i de kommende år – helt i tråd med Energibyens målsætninger om at skabe energirelaterede arbejdspladser og reducere energiforbruget.

Mads Andersen startede i 2006 Nordtronic i sin garage i Sæby, da han som elektriker så et behov for at skabe en mere simpel montage af lysinstallationer. Siden da har Mads udvidet forretningen gennem udviklingen af innovative belysningsprodukter. Nordtronic var de første i Danmark til at introducere LED med lysdæmper. Virksomheden har siden 2016 udelukkende fokuseret på design og udvikling af LED belysning og er i dag placeret i Frederikshavn med 16 ansatte.

Nordtronic har et bredt produktsortiment og sætter en ære i at levere produkter af høj kvalitet.

”Vi har fra starten været drevet af at finde de gode løsninger inden for belysning. For os har det altid været vigtigt at være først med nye teknologiske muligheder og designløsninger, så vores kunder altid er de første til at få de nye og bedste produkter, samtidig med at vi har holdt en høj kvalitet på produkterne.”, forklarer Mads Andersen.

Designfrihed og øget konkurrence

I eksisterende byggeri er det let af udskifte halogenpærer med LED og opnå samme belysningskvalitet og varmeglød, også ved belysning med lysdæmper. Teknologien inden for LED er i dag så veludviklet, at det er muligt at lave nye former for design som eksempelvis indirekte lys. De nye muligheder med dekorativ belysning kombineret med energibesparelser betyder, at de fleste nybyggere i dag vælger LED belysning. Det er altså muligt at opnå både strømbesparelser og god lyskvalitet både i eksisterende og i nyt byggeri.

Mads Andersen forklarer, hvad de nye teknologier betyder for Nordtronic:

”Den teknologiske udvikling betyder, at vi har opnået en større designfrihed. Det skaber et kæmpe potentiale for vores forretning både på det danske marked, men også på vores eksportmarkeder i Skandinavien og Storbritannien, hvor vi har store vækstambitioner. Den øgede efterspørgsel på LED betyder selvfølgelig også en større konkurrence med mange efterligninger. For at være på forkant med det, arbejder vi konstant på at videreudvikle vores produkter og komme med nye løsninger – ligesom vi altid har gjort.”

Nordtronic har store forventninger til fremtiden og har skabt en solid forretning ved tidligt at se potentialet inden for energisparende belysning og dermed skabe arbejdspladser inden for kommunens vækstspor ’energi’.

Virksomhedens produkter kan købes gennem elinstallatører eller via webshops. 

Forfatter: 
Maria N. Lundsgaard - 29. september 2017