Søgefelt


Kommunens ansatte kan nu bruge energi på at spare energi

Foto: Cyklerne hentes hos Herluf Cykler v/ Mikael V. Jensen i Danmarksgade, Frederikshavn af Arbejdsmiljøkonsulent Claus Sørensen (th) og Trivselskoordinator Lilly Pedersen (tv).

De ansatte på Frederikshavn Rådhus har nu mulighed for at komme rundt til møder i byen på en miljøvenlig måde. Der er nemlig blevet tilføjet to cykler til kommunens ”vognpark”.

Energibyen har i samarbejde med kommunens Trivselsgruppe sørget for indkøb af cykler, som de ansatte kan benytte, når de skal til møder i området tæt på Rådhuset.

Ofte er der ikke til tid at gå rundt i byen til møder, så der benyttes biler på selv meget korte afstande. Nu er der et alternativ, så kommunens ansatte kan booke en cykel, få motion og samtidig mindske energiforbruget. Cyklerne er således et energivenligt og sundt supplement til de eksisterende transportmuligheder, da der spares på brændsel, og de ansatte får motion undervejs på turen. 

I Frederikshavn Kommune er der fokus på det sunde valg, og med dette initiativ er det nu kombineret med et ekstra fokus på at spare miljøet for CO2 udledning. Nu er der ingen undskyldning – hop på en cykel og brug energi på at spare energi.

Cyklerne kan bookes af de ansatte, som kan benytte dem efter behov.

Forfatter: 
Maria N. Lundsgaard - 23. august 2017