Søgefelt


Nikolaj fra Frederikshavn i klimaministers Ungeklimaråd

En meget glad 17-årig gymnasieelev fra Frederikshavn tager i dag til København for at blive præsenteret som et af de ti nye medlemmer af Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholts nyoprettede Ungeklimaråd. Blandt 383 ansøgere fra hele Danmark modtog Nikolaj Bang Høfler forleden brevet, der begynder med Velkommen i Ungeklimarådet.

”Jeg er virkelig glad for det brev fra ministeren, det er klart. Det betyder noget for mig, at repræsentere Frederikshavn i en klima sammenhæng. Jeg vil gerne være med til at gøre en forskel, og jeg tror, at den grønne omstilling er en af de største og vigtigste kampe, min generation kommer til at tage,” siger Nikolaj Bang Høfler, der også er medlem af det lokale Ungeklimaråd i Frederikshavn. Og det er erfaring herfra, som Nikolaj mener, han kan bidrage med, når unge fra hele landet skal give klimaministeren deres perspektiv på klimaudfordringerne.

”Klimaministeren har sagt, at han forventer et stort engagement i Ungeklimarådet, og det får han helt sikkert, også fra Nikolaj. I Ungeklimarådet i Frederikshavn forsøger vi at omsætte engagementet til konkrete tiltag, og den metode kan bruges, hvad enten det er lokalt, nationalt eller globalt. Vores erfaringer viser, at aktiviteter er en løftestang til at få andre unge i tale, når det gælder klima handlinger,” siger Poul Rask Nielsen, projektchef, Energibyen Frederikshavn, der står bag Ungeklimarådet i Frederikshavn Kommune.

”Nu kan jeg ikke vente på at komme i gang. Arbejdet med klima og unge interesserer mig rigtig meget, og jeg føler, at jeg har lært en masse af det. Ud over en stor viden har jeg fået en selvsikkerhed på området og har deltaget i debatter, bl.a. med Connie Hedegaard og Clement Kjersgaard. Jeg er ung, men det er kun en fordel. Min aldersgruppe - og aldersgrupperne under - er vigtige at få med i klimakampen,” siger Nikolaj Bang Høfler.