Søgefelt


Norge klar til flere nordjyske energi-virksomheder

Over to hundrede milliarder kroner bliver der investeret i industri og energiprojekter i Norge om året. Den norske vækst åbner nye eksporteventyr for virksomhederne i Frederikshavn kommune. Sådan lyder det fra Den danske ambassade i Oslo, der i dag var på besøg i Energibyen Frederikshavn. Det ser rigtig lovende ud. Så kort kan det siges om de kommende års eksportmuligheder i Norge. Og hvis man ikke allerede er en del af det norske marked, så er der grund til at overveje det nu. Det siger eksportrådgiver Axel Christian Klafstad fra Den Danske Ambassade i Oslo, der i dag var i Nordjylland for at give en status på markederne i Norge og præsentere konkrete eksportmuligheder for lokale virksomheder.

”Norge er et af de lande, der ligner Danmark mest, og samtidig repræsenterer Norge et marked, der ligger lige uden for døren. Derfor kan den norske vækst let oversættes til vækst i de virksomheder, som investerer i synlighed og tilstedeværelse i Norge. Derudover skal vi huske, at på trods af det store fokus på eksport til Kina, så importerer Norden og Baltikums 30 millioner indbyggere mere end dobbelt så mange danske produkter og tjenester, end de fire milliarder indbyggere i Asien gør,” siger Axel Christian Klafstad, eksportrådgiver, Den Danske Ambassade i Oslo.

Flere giver mere

Ambassaden har samtidig et nyt koncept, som skal lette adgangen til store projekter i den norske energibranche og industri, med til virksomhederne. Grupper med små og mellemstore virksomheder fra forskellige brancher skal sættes sammen og udvikle partnerskaber og fx deltage i udbud sammen. Dem er der mange af. Frem mod 2023 forventer Norges industri sektor at iværksætte projekter for 220 mia norske kroner: Den norske Vindkraftforeningen anslår et behov for op mod 1,500 nye vindturbiner frem mod 2022. På Vestlandet skal der inden 2020 bygges et 100 MW produktionsanlæg for hydrogen. Norges største lakseopdrætter bygger verdens mest moderne lakseslagteri, og derudover skal flere eksisterende oliefelter udbygges. Samlet set opgaver, produktion og serviceydelser som passer rigtig godt til de 150 energi virksomheder, der er i Frederikshavn Kommune:

”Det norske marked kan få en stor betydning for virksomhederne i vores lokale energi-klynge fremover. I Norge er mange af energivirksomhederne konglomerater, så markedet har ledig plads i kategorien af mindre virksomheder, der kan reagere hurtigt. Og med en partner, der kan åbne de rette døre, så er virksomhederne på forkant med markedsudviklingen,” siger Poul Rask Nielsen, projektchef, Energibyen Frederikshavn

Virksomheder, der er interesserede i at høre mere om det norske marked og eksport - eller som har spørgsmål, er velkommen til at kontakte Axel Christian Klafstad på axekla@um.dk