Søgefelt


Sdr. Solsbæk Svinefarm i Sæby bygger nyt og grønt

 

Energibesparende ventilation, LED-pærer samt varmepumper og gyllekøling. Sdr. Solsbæk Svinefarm uden for Sæby har investeret i en 1470 kvadratmeter ny svinestald med moderne energiløsninger, som man kan se nærmere på ved deres åben stald-arrangement 2. marts.

 

Ofte har historier om griseproduktionen i Danmark en dyster overskrift, men der er også historier om fremgang og investeringslyst. Sådan en historie finder man på Sdr. Solsbæk Svinefarm, hvor man i generationer har opdrættet 30 kilos smågrise. Her producerer de omkring 25.000 smågrise om året, og de har netop investeret i at få bygget en ny moderne svinestald på 1470 kvadratmeter, der gerne skal øge produktionen til 30.000 smågrise årligt. 

- Vi tror på, at man fortsat gerne vil spise svinekød herhjemme. Med den nye stald kan vi øge vores produktivitet, optimere dyrevelfærden samt få en langt mere grøn produktion med nye energiløsninger integreret i bygningen, fortæller Ninna Nikoline Andersen, der driver landbruget med sin mand Finn Nielsen og fire fastansatte medarbejdere.

Hos Erhvervshus Nord glæder erhvervsdirektør Niels Bay Christensen sig over investeringslysten i svineproduktionen og integrationen af grøn teknologi:

- Danish Crown A/S i Sæby er kommunens største private arbejdsplads, og det er vigtigt, at de har en god forsyningskæde med grise. Derfor er det rigtig dejligt at se udvidelsen hos Sdr. Solsbæk Svinefarm, som via integrationen af grønne løsninger samtidig får en grønnere og mere rentabel produktion, siger Niels Bay Christensen. 

2. marts holder de åben stald for alle interesserede – fagfolk som private - i samarbejde med Gråkjær Byg A/S, der har stået for opførslen af den nye staldbygning. Her kan man se nærmere på de grønne tiltag. Gråkjær Byg A/S har installeret lavenergiventilation og LED-pærer, der halverer strømforbruget til lys. 

Green Source A/S i Frederikshavn har stået for levering og installation af varmepumper med gyllekøling, som årligt halverer bedriftens udgift til opvarmning. Det har samtidig erstattet brugen af oliefyr, som sparer miljøet for 60.000 liter olie årligt og dermed en stor CO2 udledning.

- Der er lagt slanger ned i de nye gyllekummer, som udnytter varmen til at lave energi til varmepumperne, og det mindsker samtidig ammoniakfordampningen ved at nedkøle gyllen. Kombineret med et traditionelt jordvarmeanlæg til den gamle stald, kan de opvarme staldbygningerne uden brug af fossile brændstoffer og halvere deres energiforbrug, forklarer Frans Hansen, projektleder hos Green Source A/S. 

Byggeriet har taget cirka 20 uger, og Sdr. Solsbæk Svinefarm roser i den ombæring samarbejdet med Frederikshavn Kommune: 

- Dialogen med kommunen har på ingen måde føltes som en kontrol, men mere som sparring og vejledning, som har gjort byggeriet til en god proces for os. Der gik fire måneder fra, at vi ansøgte om en miljøgodkendelse, til at vi fik den fra kommunen, siger Ninna Nikoline Andersen. 

Der er åbent hus fra klokken 10-15, hvor der vil være udstillere fra de forskellige energisystemer og gratis uddeling af pølser.

Forfatter: 
Kanal Frederikshavn