Søgefelt


Tjek dit hjem for varmetab

Der er både grøn fornuft og god gammeldags økonomi i at undersøge om man som husejer fyrer for fuglene eller for komforten i hjemmet. Det kan du gøre med et termografisk kamera, som du kan låne af os. Med kameraet tager du fotos, der afslører eventuelle utætheder, kuldebroer og manglende isolering af dit hus, og du kan selv udføre den varmetekniske forundersøgelse helt enkelt. Energibyen Frederikshavn Kommune har et termografikamera til udlån, kvit og frit. Der følger en grundig vejleding med til anvendelse af kameraet og tolkning af de fotos, som du tager. Når du har et overblik over om dit hus har varmetab, er du klar til at kontakte en professionel rådgiver, der kan vejlede sig om efterisolering, tætning og andre energirenoveringer. Hvis du får udbedret husets svage punkter, får du både en lavere varmeregning, et bedre indeklima og du gør en forskel for miljøet.

Slå til nu

Det bedste tidspunkt at udføre en termografering er lige nu. Der skal være minimum 12 graders forskel på temperaturen inde i huset og udenfor, og der skal helst være overskyet, da husets overflader bliver varmet op af solen. Det giver ukorrekte målinger. Det er også vigtigt, at det er stille vejr, da blæst kan forstyrre kameraet.

Termografering kan udføres på alle helårshuse, sommerhuse og lejligheder. En termografi kan fx også vise, om dit hjem har kolde overflader, hvor der kan dannes kondens, som kan give skimmelsvamp, om der er skjulte utætheder i varmesystemet, som kan give råd og svamp, og om du har haft mår eller rotter på loftet, som har ødelagt isoleringen

Du kan henvende dig på energibyen@frederikshavn.dk for at aftale nærmere. Kameraet skal afhentes og tilbageleveres på Knivholt Hovedgaard i Frederikshavn.