
Mens corona restriktionerne holder store dele af verden i kort snor, så er der stadig gode muligheder for at tænke nye tanker og planlægge fremtidige arrangementer. Derfor mødes borgergruppen Min Energiby online – eller fysisk med afstand, så snart det igen er tilladt – for at være klar med aktiviteter, der skal sætte skub i den lokale grønne omstilling.
”Min Energiby repræsenterer stor viden og masser af vilje, men vi mangler flere hænder. Vi arbejder med hvilke tiltag, der kan skabe grønnere handlekraft blandt borgerne i lokalområdet. Derfor ønsker vi os at blive flere medlemmer, fordi jo flere vi er jo større effekt,” siger Poul Rask Nielsen, projektchef, Energibyen Frederikshavn Kommune.
Kodeordene er bæredygtighed, frivillighed og lysten til at deltage, for sammen med de andre medlemmer i alle aldersgrupper og med vidt forskellige baggrunde, at gøre en forskel i den grønne omstilling. Min Energiby arbejder med undervisningsmateriale, har været på ekskursioner og deltaget i events, og der er mange nye idéer i støbeskeen. Formålet er at skabe både direkte og indirekte påvirkning af miljø og bæredygtighed, og håbet er at gruppen kan skabe så stor gennemslagskraft, at det gavner hele Frederikshavn Kommunes grønne synlighed.
”Vi ønsker os, fra syd til nord, at borgere har lyst til at være grønne ambassadører og tage fat, og også skabe lokale initiativer. Nogle gange skal der faktisk ikke så meget til, før man har ændret en vane eller skabt en ny. Uanset hvad, så tror vi, at når vi giver hinanden gode råd og deler erfaringer, så lytter vi lidt mere,” siger Poul Rask Nielsen.
Næste møde er 15.februar. Har du lyst til at deltage, så send en mail til energibyen@frederikshavn.dk